fbpx Skip to content

Stærk kritik af kommende kommissær

Maltesiske Tonio Borg, den måske kommende sundheds- og forbrugerkommissær i EU, fik tirsdag en overvejende kold modtagelse af en lang række medlemmer af EU-parlamentet.

Under en tre timer lang høring blev den 55 årige nuværende udenrigsminister for Malta udspurgt om holdninger og ønsker for EU. Det varmeste emne blev dog de kontroversielle udtalelser, som Tonio Borg tidligere i sin politiske karriere er kommet med.

Imod abort og skilsmisser

Tonio Borg er nemlig kendt som en ekstremt konservativ og katolsk poltiker. For eksempel var han blandt den håndfuld politikere, der kæmpede imod, at skilsmisser i Malta skulle blive lovlige.

Den tidligere advokat er også hård modstander af abort og homoseksuelles rettigheder. Tobio Borg er blandt andet kendt for at mene, man bør skærpe reglerne for, om en kvinde skal kunne rejse uden for Malta, hvis der er mistanke om, hun vil have en abort.

Presset af parlamentarikere

Under den lange høring i parlamentet, blev Tonio Borg flere gange presset hårdt af parlamentarikere fra forskellige politiske grupper.

– Jeg tvivler ikke på dine evner, men jeg tvivler på dine holdninger, sagde britiske Chris Davies fra de liberale.

Men Tonio Borg holdt stædigt fast i, at hans personlige holdninger ikke ville få indflydelse på arbejdet som kommissær. Spørgsmål om blandt andet aborter og homoseksuelles rettigheder må medlemsstaterne selv besteme, ifølge den måske kommende kommissær.

Hvis Tonio Borg udpeges som ny sundheds- og forbrugerkommissær, vil han afløse sin landsmand John Dalli, der efter mistanke om korruption blev tvunget væk fra posten i oktober.

Back To Top