Velfærdssamfund under pres

Vi skal ikke reagere ved at pege fingre af arbejdere fra Østeuropa, som højrefløjen gør. Det er ikke dem der er problemet, men vi skal derimod pege på systemet EU.

I mine øjne er det ikke noget problem, at der komme folk og arbejder i Danmark. Det er de velkomne til – så længe det foregår på danske løn og arbejdsvilkår. Men når virksomheder reklamerer i f.eks. Polen med børnechecken som en del af lønnen, så ringer mine alarmklokker altså, og så har vi et åbenlyst problem!

Børnechecken bliver dermed brugt som et redskab til social dumping, og det kan vi ikke acceptere. Dette problem skal håndteres.

Men hvis det bare sluttede her, så ville det jo nok gå alligevel. Det gør det bare ikke.

Næste spørgsmål er diskussionen om dagpengeret. Skal man kunne optjene ret til dagpenge i et andet EU-land og så komme til Danmark og få danske dagpenge uden optjening? Ja, mener EU-kommissionen, og det vil de have EU-domstolen til at bekræfte i en sag med Finland.

Det bliver altså et rigtigt problem for vores samfund. Især når vi ser på den efterfølgende sag, som handler om kontakthjælp: hvornår har man ret til de grundlæggende sociale ydelser? I Tyskland var domstolen ikke sikker, og derfor har de bedt EU-domstolen tage stilling til en sag, hvor en kvinde er rejst til Tyskland og nu ønsker kontanthjælp, ingen optjening, ingen uddannelse, intet arbejde.

Dermed kommer vi altså ikke uden om, at der kommer et voksende pres på vores velfærdsydelser. Løsningen er ifølge EU-tilhængerne, at vi blot skal lave vores regler om for at indordne os det indre marked. Eller som Marlene Wind, den hyppigt citerede professor, udtaler: “det er ikke EU, der blander sig i vores velfærdssystem. Det er Danmark, der har et velfærdssystem, der ikke er gearet til det indre marked i EU.” (BT.dk 3/3-2014). Vi må altså bare rette til i Danmark.

Men i mine øjne er der et følge-problem, nemlig det demokratiske: når EU bestemmer, hvem der skal have ydelserne, så mister vi den demokratiske kontrol med dem. Vi mister muligheden for at vælge politikere til Folketinget, som vil noget andet.

Og vi risikerer helt oplagt, at den folkelige opbakning til ydelserne vil forsvinde eller blive mindre, fordi det opleves som urimeligt og fordi denne urimelighed ikke kan ændres inden for rammerne af EU.

Det hele gøres så meget værre af, at vores velfærdssamfund også er under pres, når det handler om hvilke opgaver samfundet løser. EU har en helt klar privatiseringsdagsorden, som lægger et voldsomt pres på at få privatiseret så mange offentlige opgaver som muligt.

Hvor galt det kan gå så vi i sidste uge, da en hjemmepleje-virksomhed gik konkurs og de ældre stod uden hjælp. Heldigvis var der stadig en kommunal hjemmepleje, som kunne gå ind og hjælpe. Men helt ærligt, ønsker vi virkelig et samfund, hvor private kan tjene penge på de grundlæggende offentlige opgaver, men hvor vi, samfundet, må gå ind og samle op, når de private ikke tjener penge længere?

Jeg synes at privatiseringer skal underlægges en grundig offentlig debat – og der er EU ikke ligefrem en hjælp. Det var svært/umuligt at råbe vores politikere op, da det handlede om DONG, men det er endnu sværere og umuligt, når det er EU, der sælger ud.

EU er systematisk i gang med at smadre skattefinansierede universelle velfærdssystemer, som den skandinaviske, til fordel for private forsikringsmodeller. Midlet er den fri bevægelighed for arbejdskraft og krav om såkaldt ”ikke-diskrimination”. Redskabet er EU-domstolen, som dømmer på basis af Lissabon-traktaten. Resultatet bliver stadig stigende overførsel af penge fra lande, som indkræver høje skatter for at finansiere pension, SU, børnepenge, kontanthjælp, boligydelse m.v. til lande, som har et lavt skatteniveau og dårligere eller ingen af sådanne skattefinansierede ydelser. Den model kan selvfølgelig ikke holde i længen ”“ og skal vi bryde dette ræs mod bunden, kræver det et reelt brud med EU. Små lappeløsninger hjælper ikke.

Jeg synes, vi skal bruge EU-parlamentsvalget til at tage det første store opgør!