fbpx
skip to Main Content

1. maj-opråb: NEJ til Europas Forenede Stater

EU-kommissionen er kommet med et udspil til et nyt EU-direktiv om en fastsat EU-mindsteløn. Direktivet vil forpligte medlemslandene til at indføre en national fastsat mindsteløn på baggrund af en række EU-bestemte kriterier. Dertil venter en enorm fællesgæld forude.

Foto: Pixabay
Foto: Pixabay

Af Carsten Rasmussen
Medlem af Folkebevægelsen mod EU’s landsledelse
Tale til 1. maj-arrangement i Odense 2021

Et farligt direktiv om mindsteløn

Endnu et år med corona er gået, og på mange arbejdspladser har mange arbejdstagere oplevet, at arbejdsgiver har brugt coronakrisen til at holde igen eller ligefrem undlade at give lønforhøjelser. Men der er en endnu større trussel end coronakrisen på vej mod det danske arbejdsmarked og de danske lønninger, og den hedder “EU-mindsteløn”.

Fælles standarder trækker nedad

Intentionerne fra EU’s side kan virke sympatiske; at sikre alle arbejdstagere i EU får en løn man kan leve af. Men EU har aldrig været på arbejdstagernes side.

EU’s fire friheder (fri bevægelighed for kapital, varer, arbejdskraft og tjenesteydelser) går forud for alt andet, både klima, miljø, velfærd og faglige rettigheder. Profit går forud for alt!

Gang på gang ser vi, at når EU sætter fælles standarder, bliver disse hurtig til “maksimumstandarder”. Et sådan system hvor et folketingsflertal skal bestemme lønningerne, passer overhovedet ikke ind i den danske aftalemodel, hvor arbejdstager og arbejdsgiver forhandler og aftaler løn- og arbejdsforhold.

Trækker det gule kort

Fagbevægelsen Hovedorganisation har da også klart afvist direktivet, og det samme har Dansk Arbejdsgiverforening.

Et enigt folketing (med undtagelse af det Radikale Venstre) har givet EU-Kommissionen det gule kort, hvilket betyder, at Kommissionen skal genoverveje eller helt fjerne forslaget. Det samme har både Sverige og Malta gjort.

Kommissionen henholder sig til reglerne for det gule kort, således at 1/3 af medlemslandene skal give Kommissionen det gule kort, før den enkelte sag tages op til genovervejelse.

Kommissionen bryder egne regler

Når det går den anden vej, er Kommissionen ellers ikke bange for at bøje reglerne, og forslag til en EU-bestemt mindsteløn er faktisk et direkte brud på Lissabontraktatens § 153, hvori der står, at ”bestemmelserne i denne artikel gælder ikke for lønforhold, organisationsret, strejkeret eller ret til lockout.”

Dermed begår EU-Kommissionen altså selv traktatbrud med direktivet om en lovbestemt EU-mindsteløn.

Desværre et dette bare endnu et eksempel på, hvor langt EU-systemet er villig til at gå, når det gælder om at tilrane sig endnu mere magt på nye områder.

I øjeblikket forsøger danske politikkere at få skrevet ind i direktivet, at EU-mindstelønsbestemmelserne ikke skal gælde for Danmark, men alt tyder desværre på, at kampen er tabt på forhånd.

EU-Kommissionen lover dog, at lande der har en overenskomstdækning på minimum 70 procent er undtagen fra reglen. I øjeblikket er 73 procent af det danske arbejdsmarked dækket af overenskomster, men skulle vi komme under de 70 procent, har vi god grund til at frygte konsekvenserne.

Truslen fra EU-domstolen

Vores relativt høje overenskomstdækning er dog ingen garanti for, at EU-Domstolen alligevel ikke vil blande sig i danske anliggender.

EU-Domstolen har tradition for at fortolke EU’s love, regler og direktiver til fordel for EU-lovgivningen og de fire friheder, og det indre marked vægtes altid højest.

Således blev de svenske byggearbejderes fagforening, der havde indledt en blokade mod et lettisk firma for at få tegnet overenskomst, stoppet af EU-Domstolen, da blokaden blev erklæret ulovlig, fordi den forhindrede den fri bevægelighed for arbejdskraft.

EU-Domstolen har altså ingen respekt for hverken det danske eller det nordiske arbejdsmarked, og vi har derfor god grund til at frygte, at vi, trods vores overenskomstdækning alligevel, kan blive tvunget til at indføre en EU-bestemt mindsteløn.

Sker dette, vil det betyde, at tæppet en gang for alle bliver trukket væk under den danske aftalemodel, at den danske arbejdsret vil blive nedlagt til fordel for EU-Domstolen og at vores velfærdsmodel kommer under pres, idet der pludseligt vil mangle skatteindtægter. Endelig vil dette betyde, at EU kommer endnu tætter på at være en union.

Fælles gældsstiftelse

EU-føderalisternes årelange drøm om et “Europas Forenede Stater” rykkede i sommers endnu tættere på, da EU besluttede at alle medlemslandene skulle optage fælles gæld i kølvandet på coronakrisen.

Gælden lyder på intet mindre end 5.600 milliarder kroner, som landene fælles hæfter for, og dette er et meget stort skridt hen imod en statsdannelse.

EU-gentagelse af amerikansk historie

Således var det netop, da den daværende amerikanske finansminister Alexander Hamilton i 1790 samlede de amerikanske delstaternes gæld under den amerikanske forbundsregering. Dermed tvang man staterne ind under en fælles føderal finans- og pengepolitik.

Et så vidtgående skridt vil nok heller ikke have været muligt under normale omstændighed, men i EU lader man aldrig en god krise gå til spilde.

Euroen er skyld i gæld

Under påskud af at skulle afhjælpe coronakrisen i Italien og resten af Sydeuropa, oprettes en coronahjælpepakke, der egentligt bare er et dække for en fælles EU-gæld.

Det er dog hverken corona, eller hvad der følger deraf, der har gjort mest skade på de sydeuropæiske lande; den egentlige krise skyldes først og fremmest EU’s fejlslagne euro.

Med Euroen har man fjernet landenes mulighed for at styre deres egen økonomi, og dermed er landenes statsgæld bare vokset og vokset som følge af deres medlemskab af euroen som fælles valuta.

I Danmark står vi nu i den groteske situation, at et flertal i Folketinget har valgt at gældsætte Danmark for at redde den fejlslagne euro, en valuta som den danske befolkning endda har stemt nej til.

EU-skat

Et andet vigtig grundlag for en stat er, at den kan opkræve skatter og afgifter, og det har EU nu også fået ret til. Således begynder man med en plastikafgift.

EU må ellers ifølge deres egne traktater ikke opkræve skatter, men i EU er man ikke bange for at bøje reglerne, bare det er til EU’s egen fordel. Man lader bare medlemslandene opkræve skatterne på vegne af EU.

Vi ved godt, at når først EU er begyndt på noget, så kommer der mere, og vi kan nu kun frygte, hvilke EU-skatter og -afgifter, der kommer til fremadrettet.

Vi ved, at størst tager først, og fordi EU er hævet over dansk lovgivning, vil EU også tage sin andel først. Dermed forsvinder nationalstaterne skattegrundlag, og Europas Forende Stater rykker blot endnu tættere på.

I Folkebevægelsen mod EU vil vi kæmpe for, at EU hverken får magt over vores løn eller arbejdsmarked, og for at Danmark kommer ud af EU, inden det er for sent.

Back To Top