skip to Main Content

244.000 kr i månedsløn: EU-toppen skovler penge ind

EU-toppen skovler penge ind, mens mange EU-borgere har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, skriver Rina Ronja Kari i sin blog.

EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker tjener 244.000 kr. om måneden – plus det løse. (Foto: EU2017EE Estonian Presidency / Wikimedia)

Mens andelen af mennesker, der søgte julehjælp er højere end nogensinde, og nedskæringer, sygdom og fyringer rammer familier hårdt, så skovler EU-toppen penge ind.

Frisk frugt og grønt, fritidsaktiviteter for børnene, tandlæge og forsikringer er noget mange familier må se langt efter, men EUs elite skal aldrig tænke over at få smør på brødet, over julegaven til ungerne, eller over næste måneds husleje.

Juncker og Tusk får 244.000 kr. om måneden

Ifølge den britiske avis The Telegraph viser nye tal vanvittige lønninger for EUs top. Præsidenten for EU-kommissionen Jean-Claude Juncker og præsidenten for EU-rådet, Donald Tusk, tjener begge 244.000 kroner om måneden.

Med andre ord tjener EU-cheferne mere på én måned end en ufaglært dansk arbejder tjener på et helt år. Danskerne tjener i gennemsnit 294.000 kroner om året, det tager EUs top-chefer kun lidt over en måned at tjene det samme.

Dertil kommer tillæg, diæter, privatchauffører, hoteller, invitationer til middage, rejser og andet, der holder hånden under EU-eliten.

Det er fuldstændig vanvittigt, at de skal have så høje lønninger, og viser præcis noget af det, der er galt med EU.

Selvfølgelig skal EU-eliten ikke aflønnes med en sulteløn, men når de belønner sig selv og hinanden med de her absurde forhold, så bevæger de sig alt for langt væk fra helt almindelige mennesker. De mennesker, som de hævder at kæmpe for.

Social dumping er hverdag i EU

Millioner rundt omkring i Europa kæmper med arbejdsløshed, og med at få pengene til at slå til. Tusinder kæmper med dårlige arbejdsforhold.

Vi har set eksempler på mennesker, der er villige til at acceptere usle arbejdsforhold og dårlige lønninger blot for at få mulighed for at give deres børn derhjemme mad på bordet og tøj på kroppen. De rejser langt og bor væk fra deres familier flere måneder om året.

De kommer til Danmark for at plukke jordbær, bygge huse, veje og metro. De lever i skure, på campingpladser og i små lejligheder. Vi kender dem, vi har set dem – det fører social dumping med sig.

Social dumping og lave lønninger er hverdagen i Europa – bare ikke for EU-toppen, der ellers er med til at føre en politik, der netop skaber en dårligere hverdag for borgerne.

Ingen spørgsmåltegn til råddent system

Når en borgmester i København må gå af for at have brugt 130.000 kroner på et kontor, forekommer det absurd, at ingen ikke også stiller spørgsmålstegn ved det pengespild, som foregår i EU, spild af skatteborgernes penge.

Lønninger af den her størrelsesorden vidner om et råddent system, hvor magten er steget toppen til hovedet.

Et system, hvor ingen stiller spørgsmålstegn ved rimeligheden, og hvor toppen kan gøre som de vil.

(Dette indlæg blev først bragt i Ekstra Bladet).

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk