fbpx
skip to Main Content

EU handler ikke om samarbejde, men om magt

28/09/2021
Et nej er et nej, bare ikke i EU.
Pixabay

Vi skal sidde med ved bordet og have medindflydelse, men også have retten til at sige nej. Sådan er det ikke i EU.

Af Magnus Falko
Pædagog og medlem af Folkebevægelsen mod EU, Roskilde

JP’s artikel ”Idéen om Polexit spøger i Warszawa” den 20. september om Polen og EU handler dybest set om demokratiopfattelse.

To af grundtankerne hos fadderne til EF/EU er livsvigtige, nemlig fred og fællesskab, men de var og er gennemvævede af et institutionelt formynderi, der hører fortiden til. I dette spændingsfelt lever EU-spørgsmålet stadig i en dynamik mellem værdisæt, følelser, retorik og – ofte mangelfuld – viden. Alle fire dele bruges og misbruges.

Modstand mod Den Europæiske Union er både blevet forklaret som storhedsvanvid og national mindreværdsfølelse. En tredje forklaring er frygten for et dominerende Tyskland. Forklaringerne er pure spekulationer og kan lige såvel påstås at være årsager til at støtte EU.

Det siges, at EU behøver Danmark og det, vi kan bibringe. Hvis det, vi har at byde på, er væsentligt, så er det dog væsentligt, hvad enten EU findes eller ej. Så kan vi, under ret og pligt fra internationale aftaler, frit byde os til med vores ideer over for andre lande og folkeslag, og disse kan vælge til eller fra. Sådan er det netop ikke inden for EU. Traktatens ord om alt fra flertalsafgørelser til beskyttelse mod tekniske handelshindringer står i stort omfang i vejen.

Dertil kommer, at ”vi” bør defineres. Individets mulighed for at gøre sig gældende i samfundets udvikling har talrige problemer i nationalstaten, men med EU’s overstatslighed fortyndes mulighederne endnu mere, og det bliver stadigt mere ligegyldigt, hvem vi stemmer på. Samtidig skabes en blokdannelse udadtil i verden.

På især centrum-venstre-fløjen har der bredt sig en forestilling om, at EU-modstand er udtryk for nationalisme eller sågar racisme. De, der lader sig lede af frygten for at blive stemplet som sengekammerat med racister, er ufrie. De må spørge sig, hvad formålet med samfundsengagement er. Et bud herfra er at virke for, hvad du ønsker for fællesskabet ud fra dine grunde og delmål, som du så må formidle, ikke gemme væk.

Folkebevægelsen mod EU er aktiv fortaler for internationalt samarbejde. Vores modstand handler primært om, at EU er udemokratisk. De danske folkeafstemninger har da også vist en udbredt skepsis over for det overstatslige.

Vi skal ”sidde med ved bordet” og ”have medindflydelse”, men der findes en forudsætning for, at medindflydelse kan være tilfredsstillende, nemlig retten til at sige nej, og at dette nej respekteres.

Sådan er det ikke i EU. Her kan lande nedstemmes og betvinges på de overstatslige politikområder – der tilmed bliver flere og flere, hvilket eksempelvis affødte retsafstemningen i 2015. Blev de blot færre og færre, ville manges håb om at reformere EU indefra være mere funderet.

EU handler kort sagt ikke om samarbejde, men om magt.

Følgen er, at der vanskeligt kan dannes forestillinger om, at byrderne må bæres i fællesskab, for fællesskabet opleves kun i ringe grad som en realitet. Man burde forske i, om ikke EU’s magtcentralisering bidrager til den apati, frustration og afmagt, som fremmedhad og diskrimination altid har snyltet på.

I Folkebevægelsen mod EU tror vi på, at de bedste resultater opnås med enighed. Enstemmighed er en mulighed, der ses i eksempelvis Nordisk Ministerråd.

En anden mellemstatslig vej er, at alene de lande, der stemmer ja til et forslag, forpligtes. Modvillige lande kan altid komme efter, hvis andres vedtagelser senere viser sig overbevisende for dem. Hvis et mellemstatsligt forum vil, kan det naturligvis ligesom de overstatslige fora indføre straffemuligheder til brug ved medlemslandes overtrædelser.

Man hører tit om EU, at det vil være skadeligt at stå udenfor. Er udsagnet sandt, udtrykker det en egoisme indenfor.
En nødvendighed for samarbejde kan EU-systemet slet ikke være, for ellers måtte det logisk følge, at unionen kun kan samarbejde med sig selv, og at ingen af klodens lande uden for EU har noget at bidrage med.

Man må spørge: Er dette ikke nationalisme, blot i større skala? Og hvorledes kan jeg være mig selv uden at blive mig selv nok?

Artiklen blev bragt i Jyllandsposten d. 25. september 2021.

Back To Top