fbpx Skip to content

EU-militær i Afrika rimer på krænkelser og overgreb

Copyright: EEAS, 2021.

EU militærtræner og bevæbner korrupte regimer i Afrika og medvirker dermed til krænkelser af menneskerettighederne. Forsvarsforbeholdet beskytter danske soldater fra at blive medskyldige, mener Susanna Dyre-Greensite, formand for Folkebevægelsen mod EU.

Vidste du, at seks ud af syv militære EU-missioner foregår i Afrika?

De danske ja-partier vil helst snakke om våbenstøtte til Ukraine og fredsbevarende styrker i Bosnien. Men sandheden er, at langt den overvejende del af EU’s militære engagement foregår i Afrika.

Her træner og bevæbner EU soldater og myndighedspersoner i blandt andet Mali, Libyen og Mozambique på trods af, at menneskerettighedsorganisationer i flere år har advaret om, at de begår overgreb på deres egen civilbefolkning.

Amnesty International, FN og Læger Uden Grænser har ligesom kritiske journalister kigget nærmere på, hvad der foregår de steder, hvor EU sender våben og instruktører hen. Det er skræmmende læsning.

Massakre i Mali

EU har været militært tilstede i Mali siden 2013. Der er tale om EU’s største militære mission udenfor Europa og alene i 2022 er budgettet for denne indsats 59 millioner euro, svarende til 442 millioner kroner. Om pengene vil blive brugt er dog usikkert, da EU-missionen blev sat på pause i marts i år.

Det skete efter det kom frem, at de regeringsstyrker man har trænet og bevæbnet er sat i forbindelse med en massakre på civile udført sammen med den russiske lejehær Wagner Gruppen, som er på EU’s sanktionsliste. Nu frygter man, at de soldater, som EU har uddannet vil komme under Wagner Gruppens kommando.

Dette er ifølge BBC allerede sket i Den Demokratiske Republik Congo, hvilket fik EU til at indstille al militærtræningen af dette landet regeringstropper i december sidste år.

Problemet med Malis myndigheders krænkelser af menneskerettigheder kan dog ikke isoleres til samarbejdet med russiske lejesoldater. Ifølge FN begår regeringssoldaterne ”omfattende og systematiske” overgreb på civile, skriver det undersøgende medie Investigate Europe i en artikel om EU’s rolle i konflikten.    

Krigsforbrydelser i Mozambique

EU udannet også soldater i Mozambique, hvor regeringen er i borgerkrig med oprørsgrupper i regionen Cabo Delgado i den nordlige del landet.

Ifølge en rapport fra Amnesty International begår begge parter i konflikten alvorlige krigsforbrydelser.

– Indbyggerne i Cabo Delgado er fanget imellem sikkerhedsstyrker og private militser, som kæmper sammen med regeringen, og væbnede oppositionsgrupper fra Al-Shabaab. Ingen af dem respekterer retten til menneskeliv eller krigens regler, siger Deprose Muchena, Amnesty Internationals regionale direktør for det østlige -og sydlige Afrika.

– Alle tre parter begår krigsforbrydelser, som har medført drab på flere hundrede civile. Det internationale samfund har fejlet i tilgangen til denne krise, som har udviklet sig til en fuldtonet væbnet konflikt i de seneste tre år.

Læs: “Mozambique: Civilians killed as war crimes committed by armed group, government forces, and private military contractors – new report” hos Amnesty International.

Libyens migrant-helvede

Siden 2015 har EU haft først skibe og siden fly sat ind ved Middelhavet ligesom man har uddannet kystmyndigheder og flåden i Libyen. Formålet er at sætte en stopper for menneskesmugling til Europa og siden opretholde en våbenembargo mod landet.

Strategien er at give Libyens kystvagter ansvar og ressourcer til at forhindre både med flygtninge og migranter i at nå frem til Europa, hvor de kan søge om asyl. Samarbejdet betyder, at tusindvis af migranter sendes tilbage til Libyen, hvor de fængsles og udsættes for umenneskelig behandling.

Ud over de militære missioner i området har EU også støttet Libyens kystvagt økonomisk igennem mange år. I rapporten ”Italy-Libya agreement: Five years of EU-sponsored abuse in Libya and the central Mediterranean” som Læger Uden Grænser udgav i februar 2022, kan man læse hjerteskærende vidnesbyrd om forholdene i Libyens fængsler.

Også Amnesty International har dokumenteret forholdene, som de beskriver som ”et helvede”.

– EU-ledernes samarbejde med de libyske myndigheder fastholder desperate mennesker fanget i ubeskrivelige rædsler i Libyen. Over de seneste fem år har Italien, Malta og EU hjulpet med at fange titusindvis af kvinder, mænd og børn på havet, hvoraf mange af dem ender i forfærdelige detentionscentre til tortur, mens utallige andre er forsvundet, udtaler   Matteo de Bellis, migrations- og asyl-ekspert hos Amnesty International.

Folkebevægelsen: Vil ikke medvirke til overgreb

De mange sager med krænkelser af menneskerettigheder og overgreb på civile får formanden hos Folkebevægelsen mod EU, Susanna Dyre-Greensite, til at advare imod, at fjerne det danske forsvarsforbehold.

Danmarks EU-forsvarsforbehold omhandler netop muligheden for at danske soldater kan deltage i EU’s militære missioner.

– Jeg ønsker ikke at danske soldater sendes til Afrika, hvor de risikerer at medvirke til og blive medansvarlige for overgreb på uskyldige. EU’s rolle i Afrika viser, hvorfor det er godt, at vi har et forsvarsforbehold, siger Susanna Dyre-Greensite.

– Jeg håber virkelig, at der kommer mere fokus på EU’s rolle i Afrika. Det er under al kritik, at ja-partierne forsøger at fremstille EU som et fredens projekt, når der er så mange eksempler på det modsatte. Det er ikke i Danmarks sikkerhedspolitiske interesse, at støtte korrupte regimer i blodige borgerkrige langt fra Europas grænser, mener formanden for Folkebevægelsen mod EU.

Back To Top