fbpx Skip to content

Kari: Camerons nødbremse løser ikke briternes problemer

Hvis Storbritannien oplever, at deres velfærdssystem er under ekstraordinært pres, skal de kunne trække i en “nødbremse” og nægte migranter ret til velfærdsydelser som sundhedshjælp eller understøttelse i fire år.

Hverken Cameron eller resten af EU svarer på briternes frustration over ødelagt velfærd og social dumping.
Rina Ronja Kari

Det er det sandsynlige indhold i det forslag, som den britiske premierminister David Cameron i dag er taget til Bruxelles for at forhandle med EU-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker om.

Forslaget er kommissionens kompromisforslag til det mest kontroversielle af de fire krav om EU-reformer, som Cameron har rejst, nemlig kravet om, at EU-borgere, der kommer til Storbritannien fra andre medlemslande, først kan opnå britiske velfærdsydelser efter fire år.

Kari: Cameron har ikke fat om ondets rod

Kravene kommer op til den britiske folkeafstemning om EU-medlemsskab senere på året. Ligesom i andre EU-lande er regeringen i Storbritannien udfordret af en massiv folkelig utilfredshed med de nedskæringer på velfærden, der følger af de stramme EU-diktater over medlemslandenes budgettet og af den sociale dumping af løn og arbejdsvilkår, der følger af arbejdsgivernes mulighed for at importere underbetalt arbejdskraft fra andre EU-lande.

Men Camerons krav til reformer tager på ikke fat om roden af de problemer, understreger MEP for Folkebevægelsen mod EU, Rina Ronja Kari.

“Briterne er trætte af, hvor meget EU bestemmer, og de er frustrerede over ødelagt velfærd og for meget social dumping. Det adresserer hverken Cameron eller resten af EU,” siger hun.

Folkeafstemning ventes til sommer

Cameron skal senere i dag mødes med EU-parlamentets formand, Martin Schulz, og søndag aften får han besøg i London af EU-præsident Donald Tusk. Tusk ventes mandag at sende sit kompromisforslag til de britiske reformkrav til alle EU’s stats- og regeringschefer. Aftalen om de britiske EU-reformkrav forventes færdig på EU-topmødet 18.-19. februar i Bruxelles.

Cameron har lovet briterne en folkeafstemning om et ja eller nej til at blive som medlem af et “reformeret EU” inden udgangen af 2017. Hvis aftalen om reformkravenen falder på plads i februar, ventes han at udskrive afstemningen til sommer.

Back To Top