Af Rina Ronja Kari, MEP for Folkebevægelsen mod EU
For nylig offentliggjorde EU-kommissionen et såkaldt refleksionspapir om ØMU’ens fremtid, som efter planen skal lede frem mod en beslutning i Ministerrådet ved udgangen af året.
Ud af papirets 40 sider er der dog ikke en eneste refleksion, som direkte adresserer euroens grundlæggende problem: At verdens største handelsoverskud på otte procent ligger i hjertet af eurozonen – nemlig i Tyskland.
Tysklands kroniske handelsoverskud skyldes ikke bare, at de har dygtige ingeniører eller for den sags skyld at tyske arbejdstagere skulle være flittigere end alle andre.
Dels skyldes det, Tysklands modvilje mod investeringer og forbrug – og dels skyldes det mere end et årti med løntilbageholdenhed og øget usikkerhed og fleksibilitet under social- og arbejdsmarkedsreformerne i Agenda 2010 (også kaldet Hartz I-IV reformerne).
Fattigdom og ulighed
Siden da har der været et massivt gab mellem de lave lønninger og den tyske industris høje produktivitet. Tyske arbejdstagere har med andre ord fået lavere andel i den samlede rigdom. Selvom arbejdsløsheden er en af de laveste i EU, så er fattigdommen og uligheden stigende, hvilket betyder at 20% af befolkningen lever på grænsen til fattigdom.
De lave lønomkostninger har givet Tyskland en kæmpe konkurrencefordel, der sammen med det lave indenrigsforbrug (som er resultat af lave lønninger og sparepolitik) betyder, at landet eksporterer langt mere, end det importerer.
Handelsoverskuddet er dog ikke kun skabt på ryggen af tyske arbejdstagere, men er gennem årene også blevet skabt på ryggen af arbejdstagere i andre EU-lande – særligt eurolandene.
Det handler om, at ét lands overskud er et andet lands underskud. Når udenlandske importvarer udkonkurrerer et lands egne varer og tjenesteydelser, så betyder det ganske enkelt færre jobs.
Her skal man huske på at euro-landene ikke længere kan føre en selvstændig pengepolitik til at sikre beskæftigelsen gennem justeringer af valutakursen og dermed importen og eksporten. Den klare tendens i eurozonen er derfor at efterligne den tyske økonomi, det vil sige at nedskæringer på forbrug og investeringer og implementering arbejdsmarkedsreformer, som resulterer i løntilbageholdenhed og større usikkerhed for lønmodtagere.
Det er denne form for yderligere integration, som Kommissionen lægger op til med sit refleksionspapir.
Pres på den økonomiske suverænitet
Det tætteste Kommissionen kommer på at adressere konsekvenserne af Tysklands kroniske overskud er forskellige modeller for et slags fælles eurozonebudget og fælles fonde, der skal støtte lande med handelsunderskud og gæld ved at udjævne forskellene mellem Eurozonens økonomier.
Men det er ikke en ønskværdig løsning på problemet. For det første vil et fælles budget betyde, at nogen lande i EU vil blive til permanente ’bistandslande’. For det andet, viser historien at økonomisk støtte altid kommer med et krav om reformer, nedskæringer og strukturelle tilpasninger.
Demokratisk vil det reelt betyde, at landene lige så godt kan opgive deres økonomiske suverænitet.
Økonomisk vil det fortsat betyde lavt forbrug og efterspørgsel og dermed ingen vækst, som kun vil blive forstærket af det yderligere pres på indkomsterne.
Socialt vil det være en katastrofe for lønmodtagerne og de mange arbejdsløse, som er afhængige af en velfungerende velfærdsstat.
Oven i hatten vil Kommissionen indføre en euro-finansminister, der skal holde streng kontrol med landenes økonomier.
Hvilket igen betyder, at landene mister endnu mere demokratisk magt.
(Dette indlæg er tidligere blevet bragt i Berlingske Politiko)
