Lissabon-traktatens betydning for det danske retsforbehold
Efter Lissabon-traktatens ikrafttrædelse betyder retsforbeholdet, at Danmark som udgangspunkt ikke deltager i vedtagelsen af eller er bundet af nye beslutninger og retsakter på hele retsområdet i modsætning til tiden inden Lissabon, hvor Danmark deltog i videreudviklingen af EU’s mellemstatslige politi- og strafferetssamarbejde.
Spørgsmålet er, hvad der sker i forhold til gyldigheden af retsakter, der er vedtaget før Lissabon-traktaten, og som Danmark har deltaget i.
Det følger af Protokol om Danmarks stilling artikel 2, sidste punktum, at ”Især er EU-retsakter på området politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager, der er vedtaget inden Lissabon-Traktatens ikrafttræden, og som ændres, fortsat bindende for og finder anvendelse i Danmark uændret.”
Udenrigsministeriet og Justitsministeriet har i et notat fortolket dette således, at hvis en retsakt, der er vedtaget før Lissabon-Traktatens ikrafttræden, ændres, f.eks. således at et antal artikler omformuleres, vil de nye artikler ikke være bindende for Danmark, men den gamle retsakt vil i øvrigt i sin helhed fortsat være gældende for Danmark. (Udenrigsministeriet og Justitsministeriets “Notits om ophævelse af EU-retsakter i forbindelse med vedtagelsen af nye EU-retsakter”, af 3. december 2010. Klik her )
Drejer det sig derimod om en retsakt på området for politi- og strafferet, der er vedtaget før Lissabon-Traktatens ikrafttræden, der ophæves eller helt erstattes af en ny retsakt efter Lissabon-Traktatens ikrafttræden, har regeringen i samme notat den opfattelse, at den gamle retsakt ikke længere vil være bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Udenrigsministeriet og Justitsministeriet oplyser i samme notat, at der generelt var enighed om denne opfattelse under forhandlingerne i 2007 om Lissabon-Traktaten, herunder om forhandlingerne om Protokol nr. 22 om Danmarks stilling.
Denne opfattelse blev sat på prøve i forbindelse med forhandlingerne om et nyt direktivforslag om menneskehandel. Her har Rådets Juridiske Tjeneste nemlig givet udtryk for en anden opfattelse: at gamle retsakter på området for politi- og strafferet, der enten ophæves eller erstattes af en ny retsakt efter Lissabon-Traktatens ikrafttræden, som udgangspunkt fortsat vil være gældende for Danmark.
Udgangspunktet vil dog kunne fraviges i det tilfælde, at de andre medlemsstater beslutter, at både en ændret og ophævet retsakt ikke længere skal være gældende for eller finde anvendelse i Danmark, hvis den nye retsakt ellers måtte blive uanvendelig for de andre medlemsstater.
I følge Udenrigsministeriet og Justitsministeriet ville en sådan tolkning ligeledes betyde, at de andre medlemsstater vil kunne beslutte, at gamle retsakter, der blot ændres, heller ikke længere gælder for og finder anvendelse i Danmark, selvom en sådan retsopfattelse ville være i strid med ordlyden af artikel 2, sidste punktum, i protokol om Danmarks stilling ifølge Udenrigsministeriet og Justitsministeriet.
Indtil videre er Rådets Juridiske Tjenestes opfattelse blev lagt til grund.
Diskussionen forfølges ikke nærmere her, hvor det blot kan konstateres, at 1) der er tale om ganske komplicerede juridiske og tekniske spørgsmål, der fortsat forhandles om mellem Danmark og i de øvrige medlemslande og 2) at retstilstanden og konsekvenserne af ændringer af eksisterende retsakter ikke nødvendigvis er så simpel, som nogle modstandere af retsforbeholdet fremstiller det.
———–
