Skip to content

Søndergaard: Merkel vil sætte turbo på eurostat

Merkels kristendemokratiske parti står, sammen med dets bayerske søsterparti, stærkt oven på det tyske valg. CDU/CSU fik med kansleren i spidsen 41,5 % af de samlede stemmer, hvilket er det bedste resultat siden Tysklands genforening i 1990.

Det liberale FDP, som i den seneste valgperiode har været Merkels regeringspartner, gik voldsomt tilbage og nåede ikke over spærregrænsen på 5 %. Derfor er CDU/CSU tvunget til at finde en ny regeringspartner. Det er endnu uvist hvorvidt CDU/CSU vil danne en koalition med socialdemokraterne i SPD, eller de Grønne.

Mange presserende sager, lige fra bankunionen til en kommende tredje hjælpepakke til Grækenland, har været sat på stand-by indtil det tyske valg. Med Merkels valgsejr vurderer Søren Søndergaard, at der igen vil blive skruet op for de europæiske ambitioner:

– Nu vil EU for alvor sætte turbo på den europæiske integration og overdrage mere magt til EU. En tysk regering med Merkel i spidsen vil desuden garantere en fortsættelse af den nedskærings-politik vi har set på europæisk plan.

Når det kommer til EU-politik, er der ikke nogen væsentlig forskel mellem Merkel og hendes socialdemokratiske modstykke, Peer Steinrück.

Blandt modstanderne af den tyske EU-linje, finder man Alternative für Deutschland (AfD). Som nyt parti fik de 4,7 af stemmerne og nåede lige akkurat ikke over spærregrænsen. Men i kraft af den relativt store tilslutning, har partiet opnået et vist momentum frem mod EU-valget i 2014.

– AfD fik et overraskende godt valgt, taget i betragtning at deres målsætning ikke har været at blive repræsenteret i Forbundsdagen. Ved det kommende valg til EU-Parlamentet, vil de igen kunne sætte EU-kritikken på dagsordenen, udtaler Søren Søndergaard.

Ud over FDP og AfD, endte Pirat-partiet og det højre-nationalistiske NPD under spærregrænsen. Søren Søndergaard noterer sig, at omkring 14 % af de tyske stemmer er gået til partier eller uafhængige kandidater, som ikke har opnået valg:

– Jeg synes det er bekymrende at så stor en del af befolkningen reelt set ikke er repræsenteret i Forbundsdagen. Mange vil føle, at de står uden for indflydelse på det politiske liv.

Back To Top
Cookie-politik

Denne hjemmeside bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke dele af hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.