skip to Main Content

En ungdom i bevægelse

Ungdom mod EU har aldrig været jordens største ungdomsorganisation, men tiden er nu kommet til at vi ændrer på det!

Foto: Global Aktion

Ideen om at genstarte Folkebevægelsens ungdomsorganisation var ved landsmødet for to år kun en idé.

Det var noget, som nogle enkelte unge talte om, at vi gerne ville. Der var noget, som andre støttede os i og gav gode råd til. Det var en god ide, men vi var meget få mennesker til at gøre noget ved den.

Efter valgnederlaget i maj er stemningen i Folkebevægelsen naturligvis ikke så munter. Som EP-kandidat er jeg også selv personligt skuffet over, at det ikke gik bedre.

Men jeg hæfter mig ved en af valgets absolutte solskinshistorier: Ungdomsorganiseringen i Folkebevægelsen mod EU er ikke længere blot en idé. Ungdom mod EU er en realitet.

 

Valgkampen mobiliserede os

Gruppen, der blev til Ungdom mod EU, begyndte med at indkalde til aktiviteter som film- og debataftener for et par år siden. Aktiviteterne er sjove, lærerige og veludførte – ikke mindst takket være Ann-Selena, studentermedhjælperen i Folkebevægelsen mod EU. Men det var stadigvæk svært at få folk til at møde op.

Under valget pressede opgaverne sig på – plakatophængning, debatter, uddelinger. Langsomt men sikkert dukkede flere og flere op, som gerne ville give en hånd med. Nogle havde fundet os på Facebook, hvor vi var særligt aktive under valget.

Andre kom efter debatter og spurgte, hvordan man kunne blive aktiv. Andre blev hevet med, fordi en i deres netværk fortalte dem, at vi havde brug for hjælp.

Pludselig var det ikke godt nok bare at holde møder i København, fordi de aktive boede i hele landet. Jeg er selv aktiv i København, hvor vi blandt andet fik hængt mange hundrede valgplakater op og hvor vi fik besøg af vores norske søsterbevægelse Ungdom mot EU.

Som kandidat fik jeg lov til at deltage i Ungdom mod EU i Aalborgs første arrangement, som var en utraditionel og meget vellykket debat- og hyggeaften.

Jeg fik også lov til at lave en aktion som satte fokus på klimaflygtninge med nogle af de aktive Ungdom mod EU i Aarhus. Ungdomsbevægelsen har i det hele taget været ekstremt aktiv under valgkampen.

Selvom vi næppe vil have de bedste minder om EP-valget 2019 med stor glæde, skal vi glæde os over, at den har givet Ungdom mod EU vind i sejlene.

 

Videre!

I Ungdom mod EU er vi en del af en generation, som ser EU som en selvfølge.

Derfor har vi alle oplevet at føle os isolerede i EU-debatten.

Sammen kunne vi skabe en anden fortælling under valgkampen: Vi fortalte, hvorfor EU-modstand giver mening.

Det fællesskab, vi i Ungdom mod EU har fundet i hinanden, vil vi bygge videre på. Vi har fået blod på tanden.

Torsdag d. 11. juni holder vi et møde, hvor vi skal diskutere vores fremtidige aktiviteter. Vi har taget hul på debatten i vores interne Facebook-gruppe allerede, og ideerne er mange. Det er de aktive efterhånden også.

Vi skal udarbejde politisk materiale, vi skal lave aktioner, vi skal deltage i debatter og vi skal være mere synlige. Vi skal give EU modstand.

 

Vær med!

Selvom er flere end den håndfuld som vi var for et par år siden, ønsker vi at være mange mange flere.

  • Vil du høre mere om os og se, hvornår vi mødes næste gang? Følg os på Facebook fb.me/UngdomModEU.
  • Vil du gerne være aktiv? Skriv til os på Ungdom mod EU’s Facebook side eller på ungmodEU@gmail.com, så føjer vi dig til vores interne Facebook-gruppe (eller sætter dig på mailinglisten, hvis du ikke er på fjæsen).
  • Du er også meget velkommen til bare at dukke op til et arrangement, eller komme forbi og snuse lidt til det vi laver.

Af hjertet tak til alle i Ungdom mod EU for et brag af en valgkamp. Tak for I kæmpede, som I gjorde. Tak for den energi, I lagde i vores fælles projekt. Tak for opbakningen til os unge kandidater. Tak for løftet om at kæmpe videre.

Hold kæft hvor jeg glæder mig til, hvad vi nu skal finde på. kom og vær med!

Af Susanna Dyre-Greensite kandidat til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU og fremtrædende medlem af Ungdom mod EU

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk