fbpx Skip to content

Græsk stats-tv lukket under Trojka-pres

Den græske regering har taget det drastiske skridt at lukke deres public service TV- og radio for at leve op til deres låneaftale med deres ’internationale kreditorer’, hvilket i praksis er synonymt med Trojkaen, der kræver af Grækenland at de fyrer 15 000 offentligt ansatte.

Trojkaen består af Den Internationale Valutafond, EU Kommissionen og Den Europæiske Centralbank.

ERT, navnet på de græske public service-kanaler, havde indtil i dag lidt over 2500 ansatte. Regeringen har annonceret at en ny public service station vil blive åbnet senere i år med cirka 1000 ansatte.

De ansatte på ERT har indtil videre nægtet at forlade stationens lokaler og siden i går har der været demonstrationer mod lukningen foran stationens hovedkvarter. Det største oppositionsparti Syrizas leder, Alexis Tsipras, kaldte lukningen for et statskup, da han i går sluttede sig til demonstrationen foran ERT i protest mod lukningen.

De to mindre regeringspartier har ytret sig kritisk overfor beslutningen om at lukke det græske TV og radio, men har omvendt også sagt at de ikke vil vælte regeringen.

I dag er der fortsat demonstrationer i Athen foran ERTs hovedkvarter og mange andre steder i Grækenland.

Kommissionen sagde i dag, at den græske regerings beslutning er deres egen, men at Kommissionen ikke vil blande sig, da området ligger udenfor deres beføjelser ifølge traktaten.
De sagde dog også, at beslutningen skulle ses i sammenhæng med de græske nedskæringsbestræbelser.

Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, har stillet to spørgsmål til Kommissionen om sagen:

– Den græske regering har uden varsel lukket den græsk public service-kanal, ERT. Dermed har den åbenlyst krænket borgernes grundlæggende rettigheder, herunder både den materielle- og reelle ret til informationsfrihed, som public service bidrager til i alle demokratiske lande (jævnfør paragraf 10 om ytrings- og informationsfrihed i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention). Hvad har Kommissionen tænkt sig at gøre for at sikre de grundlæggende rettigheder, som er blevet krænket?

– Kommissionen bedes fuldstændig afkræfte, at den græske regerings lukning af landets public service kanaler (og fyring af de over 2500 ansatte), har noget som helst at gøre med den seneste aftale mellem Trojkaen og Grækenland, som bl.a. indbefattede et krav til Grækenland om at fyre 15 000 offentligt ansatte? Samtidig bedes Kommissionen bekræfte, at den græske regering taler usandt, når den påstår noget andet.

Back To Top