skip to Main Content

Antonio Tajani – EPP: Dieselgate, konservativ føderalisme og abortmodstand

Den tidligere EU-kommissær Antonio Tajani er EPP-gruppens kandidat til posten som præsident for EU-parlamentet. Tajani regnes for et kontroversielt valg på grund af sin rolle i Dieselgate, men kritiseres også for sit syn på ligestilling og LGBT-rettigheder.

Antonio_Tajani_EPP_crop

Den tidligere EU-kommissær Antonio Tajani er EPP-gruppens kandidat til posten som præsident for EU-Parlamentet. (Foto: EPP / Wikimedia Commons)

Af Per Bergholdt Jensen

Den 63-årige Antonio Tajani er medstifter af Forza Italia og tidligere talsmand for Silvio Berlusconi. Han har været medlem af EU-parlamentet fra 1994-2008 og igen fra 2014.

I perioden 2008-2014 var han desuden EU-kommissær for henholdsvis transport og for industri og iværksætteri.

Konservativ føderalist

Tajani er føderalist og ønsker et tættere EU-samarbejde. Han lægger stor vægt på traditionelle konservative værdier som familie, ægteskab og moderskab. Som ung var han desuden medlem af et parti, som ønskede at genindføre monarkiet i Italien.

Som medlem af Det Europæiske Konvent medvirkede han til at udarbejde et udkast til en fælles EU-forfatning, som dog blev dog forkastet og afløst af Lissabon-traktaten.

Dieselgate

Tajani er blevet voldsomt kritiseret for sin rolle i den såkaldte Dieselgate, hvor bilproducenter som VW snød med tallene for udledning af drivhusgasser på deres diselkøretøjer. En undersøgelsesrapport fra EU-Parlamentet slog fast, at EU Kommissionen vidste, at udledninger fra dieselbiler lå langt over det tilladte niveau.

Som EU-kommissær modtog Tajani advarsler om sagen, men foretog sig forsvindende lidt. Tajanis hensyn til bilindustriens indtjening var med andre ord højere end hensynet til miljøet og EU-borgermes sundhed.

Kritikere mener, at Tajani har udvist en komplet mangel på ansvar og dømmekraft i sin rolle som EU-kommissær, og at han derfor har diskvalificeret sig selv til rollen som præsident for EU-parlamentet.

Mod ret til abort, ligestilling og LGBT-rettigheder

Derudover er Tajani også blevet kritiseret for sit syn på ligestilling, herunder for at stemme imod EU’s kerneværdier vedrørende lighed mellem mænd og kvinder. Han stemte imod EU’s Strategi for Kønsligestilling 2015-2020. Dertil har han modsat retten til fri abort, samt kvinders adgang til seksuelle rettigheder og deres ret til svangerskabsforebyggelse.

Under et gruppemøde med EU-parlamentarikerne fra GUE/NGL udtalte Tajani desuden, at hvis han bliver valgt som præsident for EU-parlamentet, så vil ligestilling, gender og LGBT-rettigheder ikke være en af hans prioriteter.

Rina Ronja Karis vurdering af Tajani

”Med sin centrale rolle i Dieselgate, så har Antionio Tajani ifølge mine begreber udvist en grov grad af helt bevidst embedsforsømmelse i sin tid som EU-kommissær for at gavne bilindustrien på bekostning af miljøet,” siger Rina Ronja Kari.

”Tajani udtaler selv, at han vil være en samlende figur for hele EU-parlamentet og dermed også for borgerne i EU. Men med hans yderligtgående synspunkter vedrørende ligestilling, kvinders seksuelle rettigheder og LGBT-rettigheder, så er det indlysende, at det overhovedet ikke vil være tilfældet.”

”På den baggrund mener jeg ikke, at Antonio Tajani hverken er egnet eller værdig til at være præsident for EU-parlamentet,” udtaler Rina Ronja Kari.

De to andre topkandidater til posten som præsident for EU-parlamentet er belgiske Guy Verhofstadt fra den liberale ALDE-gruppe og italienske Gianni Pittella fra den socialdemokratiske S&D-gruppe.

 

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk