fbpx Skip to content

EU-bankchef beskyldt for manglende uafhængighed

Af Peter Hegner Bonfils

EUs ombudsmand afgjorde forleden en klagesag mod Den Europæiske Centralbanks chef Draghi til hans fordel. Klagen, der var indgivet af Corporate Europe Observatory (CEO), gik på at Draghi ikke levede op til centralbankens politik om uafhængighed.

Mere præcist handlede klagen om hvorvidt Draghi, gennem medlemskab af en gruppe ved navn ‘Group of Thirty’, brød med centralbankens politik og etiske retningslinjer om uafhængighed.

Diskussionen gik særligt på hvorvidt ‘Group of Thirty’ er en lobby-gruppe eller en neutral tænketank. Group of Thirty har en række højtstående finansfolk fra den private sektor i sin medlemskreds og det er ikke muligt for offentligheden at få adgang til dagsordener og referater fra gruppens møder.

Ombudsmandens konklusion faldt ud til fordel for Draghi, da ombudsmanden fandt at ‘Group of Thirty’ var en tænketank. Ombudsmanden gav dog Corporate Europe Observatory ret i at Centralbanken ikke havde reageret passende da CEO i første omgang havde klaget til Centralbanken og samtidig henstillede ombudsmanden til at Centralbanken forbedrede sin kommunikation, øgede åbenheden og gennemsigtigheden, der i blandt gennem at offentliggøre Draghis medlemskab af Group of Thirty.

Corporate Europe Observatory var ikke tilfredse med udfaldet af klagesagen:
“Det er dybt bekymrende at mens Den Europæiske Centralbank i stigende grad skal regulere de finansielle markeder, så mødes dens chef privat med de selvsamme bank- og finanslobbyister, han er sat til at regulere” udtalte Kenneth Haahr fra CEO.

Læs hele Corporate Europe Observatorys kommentar her.

Back To Top