skip to Main Content

Israel og Marokko angriber parlamentarikere

I Vestsahara gik i det sidste uge ud over det spanske parlamentsmedlem, Willy Meyer, som end ikke nåede ud af flyet, før marokkansk politi overmandede ham. Forinden havde politi og militær omringet flyet for at sikre sig, at Willy Meyer ikke kunne forlade det.

Willy Meyer måtte flyve tilbage til De Kanariske Øer, hvor han modtog behandling på et hospital for nogle mindre skader i nakken, som han pådrog sig under anholdelsen. Efterfølgende meddelte Willy Meyer, at han agter at gå videre med sagen ved de spanske domstole og gennem EU’s diplomatiske kanaler.

Willy Meyer var i Vestsahara, som er besat af Marokko, for at undersøge menneskerettighedssituationen for befolkningen i landet. Der er flere rapporter om menneskerettighedskrænkelser, forsvundne personer og overgreb mod civilbefolkningen – ifølge rapporterne begået af marokkanske myndigheder.

I weekenden var det den irske parlamentariker, Paul Murphy, der stod for skud. Han var ombord på den ene af de to både med kurs mod Gaza, der lørdag blev bordet af israelske marinesoldater. Efter bordingen blev Paul Murphy fængslet sammen med 20 andre aktivister, der også deltog i den såkaldte frihedsflotille. Selve bordingen foregik ifølge Paul Murphy særdeles voldsomt.

– Vores båd blev næsten sænket af den måde bordingen foregik på. Folk blev lagt i håndjern og frataget alle deres personlige ejendele, udtalte Paul Murphy i en pressemeddelelse, som han – efter mange timers forsinkelse – fik lov at kommunikere ud.

De to skibe – som begge blev kapret i internationalt farvand – var sendt af sted af Free Gaza-bevægelsen, som også for to år siden forsøgte at bryde den israelske blokade af Gaza. Dengang gik det endnu voldsommere for sig, da israelske flådestyrker under bordingen af et af skibene dræbte ni aktivister.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk