fbpx Skip to content

Rina Ronja Kari kræver klar udmelding fra regeringen om bankunionen

Regeringen har hele tiden fastholdt, at man ikke har taget endelig stilling til bankunionen. Men på Finansrådets årsmøde sagde økonomiminister Morten Østergaard, at regeringen er klar til at trække Danmark ind i EU’s bankunion. Det skriver Børsen i dag.

Det er at holde danskerne for nar, mener MEP Rina Ronja Kari, der kræver, at regeringen melder helt klart ud, om regeringens holdning er, at EU skal overtage styringen af de største danske banker.

“Det mindste regeringen kan gøre er helt åben at fortælle danskerne, hvad man mener om bankunionen. Indtil nu har man lurepasset. Men det tyder på, at det bare har været spil for galleriet. Så snart Morten Østergaard er i venners lag i Finansrådet har han i hvert fald ingen problemer med at komme med klare svar i forhold til bankunionen,” siger Rina Ronja Kari.

“Jeg synes ærligt talt, at det er kujonagtigt af regeringen, at man ikke tør fortælle danskerne, at man ønsker af afgive magten over de største danske banker til EU.”

Rina Ronja Kari opfordrer samtidig regeringen til at give danskerne en folkeafstemning om bankunionen.

“Der er tale om så massiv suverænitetsafgivelse, at det selvfølgelig bør være danske borgere, der beslutter, om Danmark skal med i bankunionen. Det er trods alt danskernes egne penge, der er på spil.”

“Hvis Danmark går med i bankunionen, så vil der være tale om åbenlys suverænitetsafgivelse, for det vil give EU ret til at bestemme om danske banker skal åbne eller lukke og samtidig kommer de danske skatteydere til at hæfte for bankernes gæld. Derfor bør befolkningen spørges i en folkeafstemning.”

Back To Top