skip to Main Content

Socialdemokraternes leder i Tyskland: Indfør Europas Forenede Stater senest i 2025

SPD’s leder, Martin Schulz, kræver, at alle EU-lande skriver under på ny EU-forfatning – ellers må de forlade unionen.

SPDs leder Martin Schulz ønsker fælles EU-forfatning (Foto: SPD Schleswig-Holstein)

Formanden for de tyske socialdemokrater, Martin Schulz, har på SPD’s kongres opfordret til, at der skabes en ny forfatning for Europas Forenede Stater. Hvis et eller flere medlemslande ikke vil skrive under, så må de forlade EU. Det skriver Jyllandsposten med Reuters og Ritzau som kilder.

Udtalelsen faldt under tale til de delegerede på SPDs kongres. Schulz mener, den nye traktat skal være færdig i senest 2025.

– Denne forfatningstraktat skal så fremlægges i alle medlemsstater, og de, som ikke er enige, skal automatisk forlade EU, siger Schulz.

Udmeldingen bliver betragtet som en direkte udfordring til lande som Polen og Ungarn. Disse lander er blevet stærkt kritiseret for at bryde med demokratiske værdier og retsgarantier i Europa.

Ifølge Jyllandsposten beskylder Schulz de to lande for systematisk at undergrave samarbejdet i EU.

Han mener, at et forenet Europa vil sørge for sikkerhed både internt og ude i verden. Det skal kunne varetage skat og pengepolitik, asylpolitik og udviklingshjælp.

Schulz og SPD meddelte efter valget i september, at SPD ikke længere ville deltage i en regeringskoalition med forbundskansler Angela Merkels konservative CDU/CSU.

Men efter Merkels forhandlinger med det liberale FDP og Miljøpartiet De Grønne er brudt sammen, og Tyskland reelt står uden regering, så har Schulz indvilliget i at forhandle med Merkel om et grundlag for den store koalition.

Imidlertid Schulz har signaleret, at Tysklands Europa-profil skal skærpes, hvis SPD skal fortsætte i regeringen. Udmeldingerne om en EU-forfatning kan måske ses i dette lys.

SPD fik et historisk ringe resultatet ved valget til Forbundsdagen i september, og der er intern modstand mod en ny koalition balndt de tyske socialdemokrater. Visse iagttagere mener også, at Martin Schulz’ politiske fremtid står på spil.

Partiet fik lidt over 20 procent af stemmerne ved valget, og Schulz bad de delegerede på SPD’s kongres om tilgivelse for hans andel i nederlaget.

 

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk