skip to Main Content

EU indgår Europol-aftale med Kina

Et flertal i EU-parlamentet har netop vedtaget, at EU og Kina kan indgå en aftale om et Europol-samarbejde. Vi er modstandere af aftalen på grund af Kinas problematiske forhold til menneskerettighederne. Der stadig intet nyt om en aftale med Danmark.

Europol hovedkvarteret i den hollandske by Haag. Foto: OSeveno / Wikimedia Commons.

Europol hovedkvarteret i den hollandske by Haag. Foto: OSeveno / Wikimedia Commons.

Hvad den danske regering ikke har formået de sidste 10 måneder, er nu lykkedes for deres kolleger i Kina.
“Det er ikke et juridisk problem, der står i vejen for at lave en Europol-aftale mellem Danmark og EU. Det er et politisk spørgsmål om vilje.”

Rina Ronja Kari

Det skete da et flertal i EU-parlamentet den 4. oktober vedtog, at EU og Kina kan indgå et Europol-samarbejde. Kina slutter sig dermed til en lang liste af lande uden for EU, som allerede har en aftale med EU om Europol.

Hvorfor ikke Danmark?

Rina Ronja Kari undrer sig over, hvorfor det tilsyneladende er fuldkommen gnidningsløst at give Kina en Europol-aftale, mens Danmark som EU-medlem ikke har kan få en mellemstatslig aftale. Men ifølge Kari er forklaringen dog indlysende.

”Det er ikke et juridisk problem, der står i vejen for at lave en Europol-aftale mellem Danmark og EU. Det er et politisk spørgsmål om vilje. Man kan godt få den tanke, at EU ønsker at sende et politisk signal til Danmark og andre lande om, at man skal følge EU-linjen hele vejen,” siger Rina Ronja Kari.

Ingen danske fremskridt

Kari er derudover ikke særlig imponeret over den danske regerings indsats.

”Den danske regering har de seneste 10 måneder ikke fremvist nogen som helst former for fremskridt på dette område. Det kan godt give mistanke om, at den danske indsats for at opnå en Europol-aftale har været temmelig behersket,” siger Rina Ronja Kari.

Ifølge Kari kan regeringens motiv være et bevidst ønske om at få endnu en folkeafstemning om Europol.

Kinas krænkelser af menneskerettighederne

Folkebevægelsen mod EU’s gruppe i EU-parlamentet GUE/NGL har modsat sig aftalen med Kina. GUE/NGL mener, at Kinas manglende respekt for grundlæggende menneskerettighederne gør politisamarbejdet problematisk.

GUE/NGL mener, at alle typer retslige og politimæssige aftaler kun bør ske, når aftalelandet lever op til høje standarder inden for menneskerettigheder. Dette omfatter retfærdige retssager, ret til juridisk forsvar og overvågning af retssystemet.

Europol: Aftaler med mange lande

Ud over den nye aftale med Kina, har Europol desuden indgået operationelt samarbejde med Albanien, Australien, Canada, Colombia, Island, Liechtenstein, Makedonien, Monaco, Montenegro, Norge, Serbien, Schweitz, USA og Interpol.

Dertil har Europol strategiske aftaler med Bosnien-Herzegovina, Moldova, Rusland, Tyrkiet og Ukraine, samt med United Nations Office on Drugs and Crime (UNODC) og World Customs Organization.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk