skip to Main Content

EU’s klimapakke låser os fast

Kronik i dagbladet Information

De sidste par uger har vi set bl.a. den danske regering i fuld tilbagetrækning, når det handler om en ambitiøs klimaaftale til COP15. De er gået fra, at det skulle være en juridisk bindende aftale, til at det nu bare skal være en politisk aftale. Det handler i høj grad om pres fra USA, men spørgsmålet er, om EU egentlig bidrager til noget positivt eller negativt, når det handler om at få en rigtig god aftale på plads. Ifølge EU’s egne ledere har EU førertrøjen på, men er det rigtigt?
EU har lavet en klimapakke, som er den, alle EU’s lande skal arbejde for ved bl.a. COP15. Aftalen indeholder kort fortalt, at der skal ske en reduktion af CO2-udslip på 20 procent, at 20 procent af energien skal stamme fra vedvarende energi, og at man skal opnå 20 procent reduktion af det samlede energiforbrug.
Det lyder flot, man lad os kaste et blik på, hvad eksperterne siger. FN’s klimaeksperter arbejder ud fra en målsætning om, at temperaturen højst må stige med to grader. På den baggrund har de beregnet bl.a., hvor meget reduktion i CO2-udslip der skal opnås. De opjusterede kravet i foråret, fordi det viste sig, at temperaturen steg hurtigere end forventet. Derfor er målsætningen nu på 40 procents reduktion i CO2-udslip i år 2020.
EU’s målsætning er altså et godt stykke fra den målsætning, som FN’s klimaeksperter opsætter. De har så givet den indrømmelse, at hvis resten af verden kommer med på en aftale, vil de gerne gå op på 30 procent reduktion, men det er jo åbenlyst heller ikke nok. Til sammenligning har f.eks. Norge, der er uden for EU, erklæret sig parat til en reduktion på netop 40 procent.

Hvordan vil de gøre?
Ud over målsætninger har EU fastlagt nogle redskaber. Det er redskaber, som de bestemt ønsker skal gå videre i en COP15-aftale.
Et af de vigtige redskaber er en fortsættelse af CO2-kvoter og salg deraf. Ideen er at overlade CO2-reduktionen til markedet, hvilket falder godt i tråd med EU’s meget markedsorienterede tilgang til problemer.
Man sætter en grænse for, hvor meget udslip der må være, og derefter sælges kvoter. Så kan virksomhederne enten vælge at bruge penge på at spare på deres udslip eller bruge penge på at købe disse kvoter, og man kan så håbe på, at de vil vælge at spare på deres CO2-udslip. Systemet har bare en lang række faldgruber – her skal nævnes to:
For det første har kvoterne over længere perioder været næsten gratis. Prisen har været så lav, at den på ingen måde har kunnet virke som en motivering for at få virksomhederne til at spare på deres CO2-udslip, i perioder har den ligget helt nede på omkring 0 kr.
For det andet bliver kvoterne i stort omfang uddelt gratis. I perioden 2013-2020 vil der blive uddelt op til 80 procent gratis kvoter. Kombineret med den økonomiske krise, som har fået efterspørgslen – og produktionen – generelt til at falde, er der ikke noget, der tyder på, at priserne på kvoter vil blive tilstrækkeligt høje til, at der er tale om et effektivt redskab for at passe på miljøet.
Man kan altså med god ret kritisere systemet for at tage mere højde for markedet end for klimaet.
Et andet stærkt kritisabelt redskab i aftalen indbefatter, at et land kan investere i CO2-besparende projekter i u-landene og som gevinst undlade at reducere CO2-udslip på hjemmefronten. På den positive side bliver de rige lande opfordret til at investere i CO2-besparelser i u-landene, som i høj grad har brug for investeringer. På den negative side betyder det, at EU-landene slipper for at reducere deres egne CO2-udslip, og at det på den lange bane altså ikke hjælper, hvis ikke de rige lande tager rigtig hårdt fat om deres egne CO2-forbrug og får omlagt til vedvarende energi.
Ifølge aftalen kan EU-landene bruge denne model til at opnå to tredjedele af deres CO2-udslip, og Verdens- naturfonden (WWF) har udregnet, at den reelle reduktion i EU på den baggrund kan blive helt ned til fire procent. Det er ikke at være ambitiøs eller at tage sit ansvar seriøst. Desuden har både WWF og Greenpeace beregnet, at over 40 procent af de eksisterende projekter i u-landene reelt ikke giver en mindskning af CO2-udslip.
Det tegner et billede af EU, der hellere vil eksportere klimaproblemet end løse det.

Hvem hjælper u-landene?
EU’s klimaplan giver derved mulighed for, at landene kan slippe nemt uden om at begrænse deres egen forurening. Samtidig er et af de helt store spørgsmål op til COP15, hvem der skal betale for u-landenes klimatilpasninger.
Grundlæggende handler det om, at flere af u-landene bliver særlig hårdt ramt af klimaændringerne, og at det koster mange penge for dem at tilpasse sig.
Det betyder, at det er de rige lande, som er blevet rige på bl.a. afbrænding af kul, olie og gas, og det er de fattige lande, som bliver rigtig hårdt ramt af klimaforandringerne, samtidig med at de ikke har råd til at bygge diger mv. for at dæmme op for konsekvenserne. Det er derfor at mange ngo’er taler om de rige landes klimagæld, og det er derfor, at rigtig mange mener, at de rige lande må være med til at betale til u-landene, så de kan tage de nødvendige forholdsregler.
Greenpeace har anslået, at u-landene samlet set har brug for ca. 820 mia. kr. om året for at modstå klimaforandringerne.
Det burde være helt naturligt, at EU-landene ville være med til at betale en meget stor del af disse penge. Desværre vil EU kun love at betale 50 mia. kr. om året frem til år 2012 og kun på betingelse af, at der opnås en aftale i København. Hvad der skal ske efter år 2012, er endnu uvist, og de 50 mia kr. må gerne blive taget fra den nuværende u-landsbistand, hvilket jo reelt udhuler tilbuddet kraftigt.
U-landene står altså i en rigtig dårlig situation og uden udsigt til den store hjælp fra EU.

En dårlig aftale
Jeg opfatter altså EU’s aftale som værende dårlig og i bedste fald middelmådig. Det helt store problem ved den er, at nu er alle EU-landene bundet af den, og ikke bare bundet til at reducere deres CO2-udslip med 20 procent, men også bundet af at arbejde for aftalen ved COP15 og fremtidige internationale forhandlinger.
EU-landene er nemlig gensidigt forpligtede til gennem EU-traktaterne at arbejde loyalt for EU’s interesser i internationale sammenhænge, i dette tilfælde altså at arbejde for en lignende aftale på FN-niveau. Det betyder, at bl.a. Sverige, som ofte har været foregangsland inden for klima og miljø, ikke kan arbejde for en bedre aftale.
I det tilfælde, at et EU-land ville prøve at opnå et bedre resultat ved f.eks. COP15, vil landet kunne få at vide, at det er imod EU’s interesser. EU har nemlig helt tydeligt ved denne aftale fastlagt sine interesser i forhold til klima – og det er i modstrid med at arbejde loyalt for EU’s interesser, hvis man samtidig arbejder for en bedre aftale.
Selvfølgelig er det godt, at nogle lande med denne aftale er blevet presset til at arbejde lidt mere for klimaet – men spørgsmålet er, om det er dét værd, når grundlaget for en god aftale på verdensplan er blevet dét dårligere! Der er brug for, at vi gør noget seriøst for klimaet, og derfor er det rigtig ærgerligt, at man valgte at gå så meget på kompromis bare for at indgå en aftale. Faktisk fristes man til at sige, at det lugter langt væk af, at nogle EU-ledere synes, det er vigtigere at vise et samlet EU end at opnå en god aftale for klimaet.
På mange måder er mulighederne ved at være uden for EU bedre. Man har brug for alliancepartnere for at komme igennem med sine ønsker og krav i forhandlingerne, men der er heldigvis mange alliancepartnere i verden. Især u-landene har presset på for at få en bedre aftale. Hvis Danmark brød med EU’s dårlige klimapakke, kunne vi indgå alliance med blandt andre u-landene og Norge for at sikre en rigtig god aftale, men så længe vi er med i EU’s pakke, må vi stå og se til på sidelinjen.

Rina Ronja Kari er talsperson for Folkebevægelsen mod EU og stud.cand.soc. i virksomheds-ledelse, Roskilde Universitet

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk