fbpx
skip to Main Content

Samling af mindeord: Jens-Peter Bonde

Jens-Peter BONDE
© European Union 2005 – EP

Medstifter af Folkebevægelsen mod EF og mangeårigt parlamentsmedlem for Folkebevægelsen mod EU og siden JuniBevægelsen Jens-Peter Bonde er desværre afgået ved døden. Han blev 73.

Jens-Peter Bonde var med til at stifte Folkebevægelsen mod EF i 1972. Dengang var han medlem af Radikal Ungdom, og han var ligesom ungdomspartiet dengang stor modstander af EF og unionsplanerne.

Jens-Peter Bonde fortsatte sin aktive modstand mod EF og var med til at stifte og skrive Nej-sidens ugeavis Notat.

Han sad i EF- og siden EU-Parlamentet fra 1972-2008. Til at starte med repræsenterede han unionsmodstanderne i Folkebevægelsen mod EF. Fra 1992 repræsenterede han den bredere JuniBevægelse, som han ligeledes var med til at stifte.

Jens-Peter Bonde var stærkt toneangivende i den danske EU-debat, først som modstander og siden som kritiker af EU. Han har udgivet godt 60 bøger om EU, og blandede sig flittigt i såvel danske som europæiske debatter. En stor del af den danske EU-skepsis kan tilskrives hans engagement gennem årene.

Sven Skovmand sad i EF-Parlamentet med Jens-Peter Bonde, og har skrevet følgende mindeord:

Jens-Peter Bonde spillede en kolossal rolle for Folkebevægelsen og for indsatsen mod EU i det hele taget. Han var dybt forarget over, hvordan de ledende i landet med alle midler søgte at få et ja til EF (som EU dengang hed) ved folkeafstemningen i 1972. Derfor gjorde han, hvad han kunne for at få et nej ved afstemningen, og han fortsatte kampen efter nederlaget.

Jens-Peter fik skabt bladet »Det ny Notat«, som trods begrænsede midler gjorde en stor indsats for at skabe oplysning om EU. Og han blev sammen med Else Hammerich, Jørgen Bøgh og mig medlem af den gruppe på fire, som repræsenterede Folkebevægelsen i EU-Parlamentet i årene 1979-84. Her nøjedes han ikke med at holde taler. Han skabte sig også kontakter, der kunne fortælle ham, hvad der foregik, og hvad der var undervejs. Jeg husker stadig en lejlighed, hvor en mand fra Udenrigsministeriet kom hen og spurgte Jens-Peter, hvad der foregik i EU om en bestemt sag. Han vidste, at Jens-Peter havde kontakter alle steder.

Som reporter var Jens-Peter uovertruffen. Og det er næppe for meget sagt, at han var den person i verden, der vidste mest om EU. Det havde Folkebevægelsen naurligvis også glæde af.

En helt særlig indsats ydede han ved Grønlands afstemning om EU-medlemskab i 1981, hvor han sørgede for, at det danske skatteministerium fortalte grønlænderne, hvor meget de kunne spare ved at gå ud af EU på varer fra snescootere til patroner, fordi de ikke længere ville være bundet af EU’s høje toldsatser. Disse oplysninger var formentlig afgørende for, at der blev flertal for at få Grønland ud af EU.

Nogen tvivl var der nok om Jens-Peters indsats i forbindelse med Maastricht-traktaten. Han var jo den egentlige ophavsmand til de undtagelser, der blev gennemført i Edinburgh, og som var forudsætningen for, at der kunne blive stemt ja til Maastricht ved den næste afstemning. På den måde kom han til at hjælpe EU og de danske tilhængere af EU, som var rystet over det danske nej i 1992. Samtidig må man dog sige, at undtagelserne har dokumenteret, at danskerne ikke er tilhængere af EU som politisk system. For det lykkedes hverken at få omstødt nej’et til at deltage i Euro-samarbejdet eller nej‘et til at deltage i udbygning af EU’s retssamarbejde. Og hvis tilhængerne af EU er tåbelige nok til at foreslå den militære undtagelse afskaffet, vil de blot lide endnu et nederlag.

Jens-Peter vidste utrolig meget. Det fik jeg at mærke, da jeg kort efter Boris Johnsons valg til engelsk statsminister spurgte ham, om Johnson ville kunne få EU til at gå med på hans tanker om et fremtidigt samarbejde. »Det kan du være sikker på,« svarede Jens-Peter. »Jeg har talt med ham, og jeg kan sige dig, at han er lynende intelligent og utrolig god til at blive enig med folk.« Og det holdt stik, selvom de fleste kommentatorer ellers havde en anden mening end Jens-Peter.

Mit venskab med Jens-Peter gik mere end halvtreds år tilbage, og jeg var aldrig i tvivl om, at jeg kunne stole på ham. Også af den grund vil jeg savne ham.

Forretningsudvalgsmedlem Lave K Broch kendte Jens-Peter Bonde gennem mange år, og skriver følgende:

Jens-Peter Bonde er død. Han blev kun 73 år. Hvil i fred og tak for dit engagement i EU-debatten og din viden!

Det er netop gået op for mig, at Jens-Peter er død. Det føles helt uvirkeligt. Jens-Peter har været en del af EU-debatten i årtier og jeg husker ham allerede fra min barndom. Vi har ikke altid været enige, men een ting er sikkert Jens-Peter havde stor viden og et enormt engagement. Det er et stort tab for vores demokrati, at han ikke kan komme med sin vinkel på EU-debatten og fremtidens Europa.

Jeg har masser af oplevelser med Jens-Peter både hvor vi har været meget uenige og andre gange hvor vi kæmpede sammen.

Hvis vi var uenige, så sluttede det altid med, at vi fortsat kunne tale sammen og holdt kontakt.

De senere år har vi skrevet lidt sammen. Jeg var rigtig glad for at jeg nåede at ønske ham tillykke med fødselsdagen den 27. marts.

Hvil i fred Jens-Peter og tak for kampen!

Jens-Peter Bonde var dybt respekteret både blandt hans politiske medspillere og modstandere. Tidligere formand for Europabevægelsen Erik Boel skriver:

Da Jens-Peter Bonde fyldte 60, dukkede jeg op til receptionen forklædt som – Jens-Peter Bonde i papmaché! Bonde tog den grovkornede spøg med oprejst pande.

Vi var i Europabevægelsen nødt til at tage happenings og utraditionelle midler i brug for at hamle op med Jens-Peter Bonde. Gennem årtier var han EF-/EU-modstandens absolut stærkeste kort. Intelligens og humor kendetegnede Jens-Peter. Enormt indsigtsfuld, en strålende debattør og dertil med en energi uden sidestykke. Bonde har utvivlsomt været det mest indflydelsesrige danske medlem af Europaparlamentet. Først og fremmest fordi han i de 30 år han sad i Parlamentet demonstrerede, at han kendte sagerne – typisk om svindel, bureaukrati og budgettet –
ned i detaljen.

Ved de mange EU-folkeafstemninger i 00’erne drog Europabevægelsen naturligvis på valsen for at overbevise franskmænd, hollændere, irere og de nye medlemslande om Unionens fortræffeligheder. Men når vi dukkede op i fx Dublin, havde Jens-Peter Bonde typisk lige været forbi. Bonde var tidligt ude og hans europæiske netværk second-to-none.

Gennem en snes år krydsede han og jeg mangen en klinge i medierne, på højskoler, i husmoder foreninger og i forsamlingshuse landet over. Bonde var ikke konfliktsky; han uddelte øretæver og tog selv imod. Men blev aldrig personlig. I toget hjem fra møderne fortsatte vi diskussionen – mere afdæmpet og altid hyggeligt.

Som pensionister slog vi ved flere lejligheder på Bondes initiativ pjalterne sammen. Vi skrev fælles kronikker og lancerede op til Parlamentsvalgene og folkeafstemningen i 2015 om retsforbeholdet fælles kampagner for at få folk til at stemme. “Stem og bestem” lød vort slogan.

Vi var et umage par. Men vi havde begge flyttet os. Med Bondes egne ord:”Boel er blevet mere lydhør for den folkelige kritik. Bonde erkender, at alternativet til EU er et bedre EU”.

Bonde var ikke nem at sætte i bås. Skulle man prøve alligevel: Han tog turen fra EF-modstander til light tilhænger af EU. Hans finest hour var uden tvivl nej’et til Maastricht traktaten i 1992, som banede vejen for de fire EU-forbehold. Det var afgørende for Bonde, at nej’et ikke bare var et nej. Det skulle bruges som afsæt for en ny dansk Europapolitik med vægt på et mere åbent, demokratisk og nært samarbejde; visioner der går som en rød tråd gennem hele Jens-Peter Bondes europæiske engagement.

Der er i dagens Danmark mere end nogensinde brug for såvel Bondes Europa begejstring som hans konstruktive kritik af samarbejdet for ikke at være stærkt nok forankret folkeligt.

Efter Jens-Peter Bonde og jeg sås privat i de senere år i København eller på Bornholm – han gik op i Folkemødet med liv og sjæl – lærte jeg ham at kende som et varmt og generøst menneske. Både politisk og menneskeligt efterlader Jens-Peter Bonde et stort savn.

Æret være Jens-Peter Bondes minde.

Back To Top